Sådan søger du ny medarbejder
For at en ansættelse bliver en succes, er det vigtigt at beslutningsgrundlaget er i orden. Vi er derfor 2 konsulenter på sagen i hele forløbet. Det forbedrer kvaliteten og øger hastigheden. I den indledende fase bruger vi ganske megen tid i virksomheden for at forstå opgaven, kulturen, ledelsesstilen og det konkrete jobindhold. Vi taler med chefer, kolleger og andre relevante interessenter (i det omfang dette er muligt) for at danne os et nuanceret billede af situationen – og for at kunne videregive et realistisk billede af jobbet til ansøgerne. Og med vor baggrund som både kompetente HR-folk og erfarne virksomhedsledere holder vi os ikke tilbage fra at udfordre virksomhedens tankesæt. Vor erfaring viser, at vi ofte i denne fase når til nye erkendelser af virksomhedens reelle og fremadrettede behov.
På dette grundlag udarbejdes en ”opgavebeskrivelse”, der præsenterer virksomheden, definerer jobbet og fastslår kortsigtede og langsigtede succeskriterier samt nøje beskriver den valgte proces (åben/lukket annoncering – ren annoncering, headhunting eller en kombination af de to metoder). De forretningsmæssige vilkår afstemmes også i denne beskrivelse. Virksomheden tilretter evt. og godkender opgavebeskrivelsen som det gældende arbejdsgrundlag. Der udarbejdes annonce som præsenteres i relevante medier – parallelt hermed indledes en offensiv søgning efter mulige kandidater i vore respektive netværk og i div. databaser samt på de sociale medier. Uanset hvordan vi finder kandidaten vil vi altid forlange en motiveret ansøgning bilagt et ajourført CV.
Processen vil herefter omfatte:
1. Telefonisk screening af mulige kandidater ud fra nøje udvalgte kriterier 2. 1. personlige samtale med relevante kandidater 3. Testning 4. 2. personlige samtale. 5. Indhentning af 3-5 referencer. 6. Præsentation af relevante kandidater for virksomheden. 7. Udvælgelse af endelig kandidat. 8. Tilbud om bistand til udarbejdelse af kontrakt og introduktionsprogram. 9. Opfølgning i løbet af de første måneder hos kandidat og virksomhed.
Vi forventer at en samlet proces kan løses på 4-6 uger afhængig af stillingens karakter.
|